Ekspressivt solcelleanlæg er udstillingsvindue for forsyningsvirksomhed.
08-02-2005
Ekspressivt solcelleanlæg er udstillingsvindue for forsyningsvirksomhed
Af Niels Nielsen
Hovedfacaden af det nye domicil til Københavns Energi i Ørestad er et eksempel på en ekspressiv integration af et solcelleanlæg i en bygnings arkitektoniske udtryk. Anlægget opfylder flere funktioner end kun at levere strøm. Ikke mindst som udstillingsvindue for forsyningsvirksomhedens produkter og miljøbevidste profil.
En show-case
Placeringen af solcelleanlægget på hovedfacaden af det nye domicil til Københavns Energi er ikke den mest optimale, når det gælder om at levere mest mulig strøm. Facaden er orienteret stik vest, og de vandrette glaslameller med solceller ligger store dele af dagen i skygge bag de kraftige søjler, der markerer husets loggiafront mod ankomsten.
- Solcelleanlægget er i høj grad en show-case, hvor vi kan vise vores kunder, hvordan solceller kan integreres i en bygnings arkitektur og for eksempel fungere som en solafskærmning, der samtidig producerer elektricitet, fortæller Thomas Brændgaard, der er solcelleansvarlig i Københavns Energis elsektion, KE Marked, og har projekteret solcelleanlægget på det nye hovedsæde.
- Fra et overordnet synspunkt er placeringen ud mod Metro-banen desuden optimal i forhold til at eksponere virksomheden som ’et grønt selskab’ overfor omverdenen.
Solcelleanlægget bliver dog ikke uden en vis effekt og forventes at kunne levere strøm, som svarer til forbruget fra otte københavnske husstande. Strømmen anvendes i domicilet, og i foyeren vil der blive monteret et elektronisk display, der viser mængden af strøm, som anlægget løbende producerer.
Poly-krystallinsk
Solcellerne er udformet som kvadratiske felter på ti gange ti centimeter af silicium – et såkaldt poly-krystallinsk materiale fremstillet af strandsand med en tykkelse på en tidendedel millimeter.
Materialet forvandler solens stråler til en elektrisk strøm og er fastgjort på vandrette lameller af jernfrit glas med et stykke plastik på ydersiden. Lamellerne fastholdes i en vinkel på 20 grader med galvaniserede stålbeslag foran bygningens glasfacade.
Facaden er opdelt i otte felter, og indenfor hvert felt sidder fem paneler med solceller, som strækker sig fra første sal og op til bygningens øverste etage.
- Det er kun tre af de fem paneler i hvert felt, der er udstyret med solceller. De to andre er rene silketryk med en solafskærmende funktion, forklarer Thomas Brændgaard.
- Felterne ligger simpelthen for lang tid i skygge gennem dagen til at ville have nogen effekt. Derfor er glasset ud for solcellerne også silketrykt for at give et ensartet udtryk, når lamellerne betragtes indefra.
Hver lamel med solceller er sluttet til en koblingsboks, der er integreret i de bærende beslag. Koblingsboksene er videre forbundet til en vekselrater, som omdanner jævnstrømmen til 230 volt vekselstrøm.
Læs mere om Københavns Energi´s nye domicil i seneste udgave af Fagbladet Byggeri nr.1 2005.

Det er kun de tre yderste(venstre på billedet) paneler i hvert felt mellem hovedfacadens søjler, hvor glaslamellerne er belagt med solceller. – Foto: Tom Bartho.

Mønsteret på glaslamellerne er en kombination af både silketryk og solceller for at opnå et ensartet udtryk mellem områder med - og uden solceller. – Foto: Tom Bartho.
Nedbrydning og Miljøsanering
Individuelle trætrapper siden 1972. Smukt og funktionelt dansk design.
Miljøsanering, PCB, asbest, skimmel mm.
Verificeret og cloud-baseret miljødokumentation - EPD
Køb VVS online - Fri fragt ved køb over Kr. 599,-
Læs marts 2026 udgaven her
Tysk kvalitets siden 1860!
Kæmpe udvalg i trælister - Se mere her!
Nedbrydning miljøsanering diamantskæring/boring
Magasin om bæredygtighed i byggebranchen
Indberetninger skal ifølge boligministeren ”ikke bruges til chikane eller som middel til at lægge pres på certificerede rådgivere”
Forsvaret undtages fra alle muligheder for klager over byggeprojekter. Og det gør reelt borgerne retsløse
Zeppelin demonstrerede Cat Command på NordBau, hvor en gravemaskine i Málaga kan fjernstyres fra en kommandostation i Neumünster
Brødrene Dahl sætter nu gang i en omfattende udbygning af virksomhedens logistikfaciliteter i Randers. Første etape er en ny 36.000 kvadratmeter stor oplagsplads, som skal skabe kapacitet til vækst og bane vej for et automatiseret pallelager