UgensErhverv.dk

Tryg tiltrækker håndværkere

Tryg Forsikring har indgået de første af 200 aftaler med håndværksfirmaer

03-09-2004

Som et led i sit nye koncept, Tryg Bygning, der skal gøre det hurtigere og nemmere for selskabets kunder at få udbedret bygningsskader, har Tryg Forsikring som mål at indgå aftaler med omkring 200 håndværksvirksomheder over hele landet.
- Vi har lagt ud med et pilotprojekt, hvor vi i første omgang samarbejder med 22 kloakmestre, der har fået vores udvendige kloakskader, og som dækker hele landet, siger projektleder Carsten Bolgann. Vi har siden maj behandlet knap 400 skader, som er gået direkte til kloakmestre, og som har gjort dem færdige med mindre der har været tale om større eller indviklede skader, hvor vi rekvirerer en taksator.
Tryg har givet håndværkerne præcise retningslinier om, hvilke skader der er dækningsberettigede, og hvornår de skal stoppe, hvis skaden viser sig større end forudset. For selskabet har det givet en smidigere arbejdsgang, mens den største fordel for kunderne er den korte tid, der går fra skaden opdages til den udbedres.
- Håndværkere, som indgår en aftale med os, forpligter sig til at kontakte kunden indenfor 24 timer, men ofte går det endnu hurtigere ved at vi allerede under samtalen med kunden via e-mail sender en rekvisition til håndværkeren. Er det en hasteskade, vil den blive udbedret med det samme.

Tæt på målet
Før projektet blev lanceret, skønnede Tryg, at selskabet årligt ville flytte ca. 1500 kloakskader over på det nye koncept, og med knap 400 skader de første tre måneder er målet inden for rækkevidde. Kun få af kunderne har valgt at vælge egne håndværkere.
Konceptet bygger langt hen ad vejen på det, selskabet har bygget op inden for autosiden, hvor kunderne får en række fordele, hvis de benytter sig af udvalgte værksteder.
- Efter at have sendt denne prøveballon op er det tanken at udvide med flere brancher, og vi venter fra nytår at knytte enten tømrere eller vvs’ere til os, tilføjer Carsten Bolgann.
Han lægger ikke skjul på, at selskabet også ”vil have noget den anden vej”, når det indgår aftaler med håndværkere.
- Det er indlysende, at når vi tilbyder virksomheder alle vores opgaver inden for aftalte postnumre, så ønsker vi også at få rabat.
Carsten Bolgann peger på, at en del håndværkere selv har henvendt sig til selskabet med det håb at komme ind i varmen, men andre er stadig velkomne til at kontakte Tryg, hvis de er interesseret i et samarbejde.

Andre selskaber i tænkeboks
- Vi vil gerne have et netværk af håndværkere op at stå, som betyder, at kunden skal lave så lidt som muligt, siger informationschef hos Alm. Brand, Susanne Biltoft. Det er svært at pinde ud, for vi har endnu ikke kontakt til konkrete håndværkere, men vi arbejder på en håndværksmodel. Hvornår den kommer og i hvilken udgave, ved vi endnu ikke. Men vi er meget optaget af et koncept, hvor målet er, at når skaden er sket, og hvis kunden ønsker det, og der er behov for det, kan vi genhuse kunden, mens vi løser problemerne derhjemme.
Derimod leder Topdanmark ikke efter håndværkere som faste samarbejdspartnere, siger skadeschef, Lars Halling.
- Men udviklingen går i den retning, at vi gerne vil give en bedre service, og her kan det være fornuftigt, at vi i fællesskab løser den opgave. Selv om vi ikke har nogen konkrete planer om at opbygge et netværk, har vi øje for det og kigger på et nyt skades-system. Jeg ser gerne, at vi hjælper kunderne noget bedre, når skaden er sket. Skal det lykkes, kræver det et godt samarbejde mellem forsikringsselskab og håndværkere, som skal leve op til en række krav. Går vi ind i dette her, er det vores filosofi, at vi får en større fleksibilitet ved at have tilknyttet mange og små håndværks-virksomheder over hele landet, men her taler vi i givet fald om en proces, der vil strække sig over flere år.
Codan har heller ikke travlt:
- Vi har et net af håndværkere, vi arbejder tæt sammen med uden at have formelle aftaler, men vi overvejer løbende, om det er en god ide at styrke samarbejdet på reparationssiden, siger skadeschef, Jørn Kok.

Brochurer

Det offentliges egne betalingsfrister er elastik i metermål

Det offentliges egne betalingsfrister er elastik i metermål

Virksomheder risikerer at skulle betale moms af udført arbejde for eksempelvis staten og kommunerne, FØR det offentlige selv har betalt deres regninger

Konkurser i byggeriet (Uge 45/2026-2)

Konkurser i byggeriet (Uge 45/2026-2)

BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger

Arbejdskriminalitet koster milliarder

Arbejdskriminalitet koster milliarder

Der findes ingen dansk opgørelse over omkostningerne ved arbejdskriminalitet – eksempelvis social dumping – men i Sverige skønnes det at løbe op i milliarder af kroner

Klimatilpasning skal udvikle danske byer og ikke blot beskytte dem

Klimatilpasning skal udvikle danske byer og ikke blot beskytte dem

Danske byer bliver i dag klimatilpasset, som om vandet følger kommunegrænser og lovparagraffer. Det giver dyre og mangelfulde løsninger. En ny rapport viser en anden vej