UgensErhverv.dk

Antallet af konkurser slår rekord

Det højeste antal konkurser på en måned siden 1994. Byggeriet hårdt ramt.

02-10-2008

September har slået alle rekorder i konkursstatistikkerne, viser nye tal fra kredit- og analysevirksomheden Experian. Med 336 konkurser i september er der tale om det højeste antal konkurser på en måned siden 1994. Antallet af konkurser er steget med mere end 93 pct. i forhold til september 2007.


En af de hårdest ramte brancher er bygge og anlægsbranchen med 62 konkurser i den forgangne måned mod blot 25 konkurser i september 2007.


"fortsættes..."
Med en voldsom stigning på 93 pct. i forhold til det antal virksomheder, der gik konkurs i løbet af september 2007, giver konkurstallene fra Experian dermed ny næring til prognoserne om økonomisk afmatning.


I løbet af de seneste 12 måneder er 3.034 virksomheder gået konkurs, hvilket er en stigning på 35,1 pct. I løbet de første ni måneder i 2008 er 2.302 virksomheder gået konkurs, hvilket ved en simpel fremskrivning betyder, at 2008 vil byde på mere end 3.000 konkurser.


Især bygge og anlægsbranchen har mærket en stor stigning af konkurser. Hvor der i september måned 2007 var 25 virksomheder, der måtte dreje nøglen om, var tallet 62 i september 2008 – altså en stigning på 148 pct.


- Vi ser lige nu, at virksomheder, der er startet op eller er vokset kraftigt under de seneste års meget høje aktivitetsniveau, bukker under. Mange af dem har ikke fået et solidt fodfæste på deres markeder, og så kan man ikke klare sig, når ordrerne ikke længere står i kø. Særligt nogle byggevirksomheder er hårdt ramt. Når byggeprojekter bukker under er der ofte underleverandører, der pludselig ikke kan få deres penge. Det kan koste en ellers sund virksomhed livet, siger cheføkonom Søren Nicolaisen fra Håndværksrådet.


Et kig ud over samtlige brancher viser, at der er tale om en generel stigning i antallet af konkurser – kun brancherne transport og landbrug og fiskeri kan melde om et fald i antallet af konkurser.


Ser man på danmarkskortet, tegner der sig et billede af, at alle dele af landet oplever flere konkurser. Kun på Bornholm er der tale om status quo i antallet af konkurser mens især Sydjylland og Midt- og Vestjylland har oplevet den relativt største stigning.


På trods af et stigende antal konkurser, har det ikke hæmmet danskernes iværksætterlyst. I september blev 2.178 selskaber etableret, hvilket er en stigning på 7,7 pct. i forhold til september 2007.


- tøtte

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Kasketforvirring i certificeringsordning

Kasketforvirring i certificeringsordning

Samme virksomheder kan ifølge BygTeks kilder både kontrollere deres konkurrenter og selv byde på samme opgaver

Kommuner må ikke chikanere brandrådgivere og statikere

Kommuner må ikke chikanere brandrådgivere og statikere

Indberetninger skal ifølge boligministeren ”ikke bruges til chikane eller som middel til at lægge pres på certificerede rådgivere”

Forsvaret kalder kontorbyggeri for ”væsentligt nationalt forsvarsformål”

Forsvaret kalder kontorbyggeri for ”væsentligt nationalt forsvarsformål”

Forsvaret undtages fra alle muligheder for klager over byggeprojekter. Og det gør reelt borgerne retsløse

Gravemaskine styres 2200 kilometer væk

Gravemaskine styres 2200 kilometer væk

Zeppelin demonstrerede Cat Command på NordBau, hvor en gravemaskine i Málaga kan fjernstyres fra en kommandostation i Neumünster