UgensErhverv.dk

Vil beholde voksenlærlingeordningen

Det er en stor fejltagelse, hvis regeringen gør alvor af truslerne om at skære i den populære voksenlærlingeordning, mener Dansk Byggeri

16-09-2008

Beskæftigelsesministeriet har i dag offentliggjort en evaluering af voksenlærlingeordningen, der viser, at 43 % af voksenlærlingene allerede har en uddannelse, inden de begynder. Evalueringen viser samtidig, at knap halvdelen af voksenlærlingene er mellem 25 og 30 år.

Voksenlærlingeordningen har været lukket siden midten af juni, fordi pengekassen for anden gang i år er blevet tømt. Politikerne skal nu drøfte, om ordningen skal genåbnes, hvilket Dansk Byggeri bifalder.

- Det glæder os, at Beskæftigelsesministeren slår fast, at voksenlærlingeordningen grundlæggende er god. Ordningen har været en succes. Den er med til at sikre virksomhederne kvalificeret arbejdskraft og samtidig giver den personer uden en uddannelse eller med en forældet uddannelse mulighed for en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Nu gælder det om at få ordningen genåbnet, siger afdelingschef Louise Pihl fra Dansk Byggeri.

En rigtig god løsning
Dansk Byggeri har kigget nærmere på sine medlemsvirksomheders brug af voksenlærlingeordningen. Mellem 70 og 80 % af lærlingene i byggeriet starter i lære umiddelbart efter folkeskolen. Men for dem, der ikke kom i gang, er muligheden for at komme i voksenlære som 25-årig en rigtig god løsning.

- Der er ingen tvivl om, at ordningen både har en uddannelsespolitisk og en arbejdsmarkedspolitisk effekt. Ca. 60 % af voksenlærlingene i byggeriet er ufaglærte, der bliver opgraderet og får en faglært uddannelse. Her går voksenlærlingeordningen i høj grad ind og bliver en velfungerende mulighed for at få uddannet de ’unge voksne’, der aldrig fik taget en ungdomsuddannelse. Derfor vil det være forkert at ændre på 25-årsgrænsen, siger Louise Pihl.

Beskæftigelsesministeren derimod undrer sig over, at ca. 40 % af voksenlærlingene har en uddannelse i forvejen, men den undren skyder Louise Pihl hurtigt til jorden.

- Når vi kigger på de voksenlærlinge, der allerede har en uddannelse, så bliver vi nød til at overveje, om det stadig er aktuelle uddannelser, de har. Vi kan se, at godt 30 % af de faglærte, der er i gang med en voksenlærlingeuddannelse inden for byggeriet, var arbejdsløse eller havde ufaglært arbejde året før de startede i lære. Både for arbejdsmarkedet og for den enkelte kan der altså være sund fornuft i at starte på endnu en uddannelse, slutter Louise Pihl.

-los

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Kommuner må ikke chikanere brandrådgivere og statikere

Kommuner må ikke chikanere brandrådgivere og statikere

Indberetninger skal ifølge boligministeren ”ikke bruges til chikane eller som middel til at lægge pres på certificerede rådgivere”

Forsvaret kalder kontorbyggeri for ”væsentligt nationalt forsvarsformål”

Forsvaret kalder kontorbyggeri for ”væsentligt nationalt forsvarsformål”

Forsvaret undtages fra alle muligheder for klager over byggeprojekter. Og det gør reelt borgerne retsløse

Gravemaskine styres 2200 kilometer væk

Gravemaskine styres 2200 kilometer væk

Zeppelin demonstrerede Cat Command på NordBau, hvor en gravemaskine i Málaga kan fjernstyres fra en kommandostation i Neumünster

Brødrene Dahl investerer i automatiseret lager - vil ikke reducere i bemandingen

Brødrene Dahl investerer i automatiseret lager - vil ikke reducere i bemandingen

Brødrene Dahl sætter nu gang i en omfattende udbygning af virksomhedens logistikfaciliteter i Randers. Første etape er en ny 36.000 kvadratmeter stor oplagsplads, som skal skabe kapacitet til vækst og bane vej for et automatiseret pallelager