UgensErhverv.dk

Nyt stop for voksenlærlinge er en katastrofe

Byggeriet skyder med skarpt mod beskæftigelsesministeren, efter det har vist sig, at kvoten for voksenlærlinge igen er brugt op

09-06-2008

Blot halvanden måned efter at regeringen genåbnede for tilskud til voksenlærlinge har beskæftigelsesregionerne i Nordjylland og i Midtjylland allerede set sig tvunget til at smække pengekassen i, fordi de ekstra voksenlærlingepladser, der blev bevilget i april, allerede er opbrugt. Inden længe følger beskæftigelsesregionerne for Syddanmark og for Sjælland efter, vurderer både installatørernes organisation, Tekniq og Dansk Byggeri.

- Vi står i dag i fuldstændig samme situation som for tre måneder siden, da beskæftigelsesministeren fra den ene dag til den anden valgte at lukke for tilgangen af beskæftigede til voksenlærlingeordningen. Vi har en række voksne, der ønsker at opkvalificere sig inden for brancher, hvor der fortsat er mangel på arbejdskraft, men på grund af mangel på penge kan vi ikke tilbyde dem en læreplads. Det er ikke for smart, siger Tina Voldby, underdirektør i Tekniq.

Hun er desuden vred over, at beskæftigelsesministeren ikke har informeret virksomhederne om, at puljen igen er opbrugt.

- I Nordjylland lukkede man allerede for puljen den 15. maj og i Midtjylland fulgte man trop den 30. maj. Men beskæftigelsesministeren har åbenbart ikke fundet det umagen værd at informere vore virksomheder om, at der er lukket for en af de mest efterspurgte, effektive og fremadrettede arbejdsmarkedspolitiske indsatser. Det er yderst skuffende, siger Tina Voldby.

Opfordrer til kassetænkning
Afdelingschef i Dansk Byggeri, Louise Pihl, kalder fremgangsmåden utroværdig, og kritiserer måden voksenlærlingeordningen bliver forvaltet på. Faconen gør det ifølge Louise Pihl umuligt for virksomhederne at planlægge en systematisk opkvalificering af branchens ufaglærte.

- Indirekte opfordrer regeringen med sin ’stop-and-go’-politik virksomhederne til at lave kassetænkning og spekulere i at fyre folk, så de kan komme ind i ordningen som ledige. Det er vanvittigt. Det eneste, det betyder, er administrativt bøvl for arbejdsgivere, lønmodtagere og jobcenter, fastslår Louise Pihl.

Hæv bevillingen!
Begge organisationer ser store fordele ved voksenlærlingeordningen, der giver en unik mulighed for at få opkvalificeret ufaglærte indenfor brancher, der skriger på faglært arbejdskraft. Indenfor el eller vvs valgte næsten 800 voksne over 25 år at gå i voksenlære i 2007.

- Vi har givet især ufaglærte en unik mulighed for at få en fremtidssikret erhvervskompetencegivende uddannelse, som kan sikre dem permanent beskæftigelse inden for et område, hvor manglen på arbejdskraft er ekstremt udtalt. Det vil simpelthen være tåbeligt, hvis vi for anden gang i år skal opleve, at der bliver spændt ben for så massiv en succes, ene og alene fordi bevillingen er løbet ud. Nu håber jeg bare beskæftigelsesministeren haster i Folketinget og får partierne bag velfærdsforliget til at sikre en yderligere forøgelse af bevillingen, så vi også i fremtiden kan sikre, at især ufaglærte – i beskæftigelse eller uden for beskæftigelse – får en kompetencegivende uddannelse, siger Tina Voldby, der bakkes op af Dansk Byggeri.

- Det er på høje tid, at der bliver fundet en varig løsning på voksenlærlingeordningen. Virksomheder og medarbejdere skal vide, hvilke rammer de kan planlægge ud fra. Hvis kompetenceniveauet i Danmark skal hæves, så må politikerne sikre stabile og gode rammevilkår for det, slutter Dansk Byggeris Louise Pihl.

-los

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Kommuner må ikke chikanere brandrådgivere og statikere

Kommuner må ikke chikanere brandrådgivere og statikere

Indberetninger skal ifølge boligministeren ”ikke bruges til chikane eller som middel til at lægge pres på certificerede rådgivere”

Forsvaret kalder kontorbyggeri for ”væsentligt nationalt forsvarsformål”

Forsvaret kalder kontorbyggeri for ”væsentligt nationalt forsvarsformål”

Forsvaret undtages fra alle muligheder for klager over byggeprojekter. Og det gør reelt borgerne retsløse

Skyggetag med solceller kan slå mange fluer med et smæk

Skyggetag med solceller kan slå mange fluer med et smæk

Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg har modtaget en henvendelse fra en borger i Aarhus, der peger på, at ”skyggetag” kan løse en del af problemerne med at skabe basis for flere solceller på tagflader

Bostik-boss: Forandring er blevet den nye normal

Bostik-boss: Forandring er blevet den nye normal

Diana Wellemberg blev i foråret udpeget som ny administrerende direktør for Bostiks nordiske forretning. Fokus er rettet mod vækst og stærkere samarbejde på tværs af Norden