Snart kun historie

Truslen for de selvgroede boligområder består i, det er ved at blive trendy at bo der, og de kommunale myndigheder begynder at kræve lovgivningen overholdt.

28-05-2008

Truslen for de selvgroede boligområder består i, det er ved at blive trendy at bo der, og de kommunale myndigheder begynder at kræve lovgivningen overholdt.



De ligger overalt i landet, men er i de fleste tilfælde meget upåagtede: Alternativerne til parcelhuset og boligblokken, områderne hvor selvbyggerfolket kan slå sig løs og få realiseret deres husdrøm for små penge uden alt for megen skelen til reglementer og godkendelser.

Det er fx Fjordbyen i Aalborg, Klithusene i Thyborøn og Haveforeningen Kalvebod i Københavns Sydvestkvarter.

Alle er de eksempler på selvgroede boligområder, der engang tilbage i tiden er opstået af et påtrængende og uopfyldt behov for boliger eller bare et nødtørftigt tag over hovedet. Boligerne ligger her endnu, der bor stadig mennesker i dem, og de er glade for at bo der.

Men måske er det snart slut. Truslen består i, at det er ved at blive trendy at bo i de pittoreske områder, og at de kommunale myndigheder efterhånden begynder at kræve byggelovgivningen overholdt.

Det fremgår af en ny bog, der er udgivet af By og Byg (Statens Byggeforskninginstitut). Bogen gennemgår en række såkaldte usædvanlige boligområder i Danmark for at få en bedre forståelse af kvaliteter og problemer, der kendetegner områderne og for at bidrage til debatten om selvbyggeriets vilkår og husning af socialt udstødte og udsatte grupper.

Bogen er skrevet i samarbejde med Formidlingscentret Storkøbenhavn for Socialministeriet samt Erhvervs- og Boligstyrelsen.

Beboerne i de usædvanlig områder var oprindeligt ofte personer, der havde svært ved at finde fodfæste på det ordinære boligmarked, tit af økonomiske årsager, og for nogles vedkommende fordi de tilhørte gruppen af utilpassede eksistenser. Det er stadig mest mennesker med jævne indkomster og uden særlig uddannelse, der bor i områderne. Det gælder især i udlejningsboligerne.

I ejerboligerne er der så småt ved at ske en udskiftning af de oprindelige småkårsbeboere ved at husene nu købes af mere veluddannede og økonomisk stærke beboere. Det gælder især Finnehusene i Århus. En gøgeungeeffekt, der også ses andre steder i landet, hvor arbejderkvarterer, efter en renovering, overtages af mere velfunderede beboere.

Af samme grund er prisen på husene i de usædvanlige boligområder nogle steder ved at være på niveau med traditionelle boliger. Nogle af områderne er blevet så attraktive, at der er oprettet ventelister.

I mange af de usædvanlige boligområder er de omfattende nybygnings- og ombygningsprojekter opført uden kommunale byggetilladelser. Men nu er kommunerne begyndt at kræve godkendelser af byggerierne på lige fod med byggerier i det øvrige samfund. Her kommer byggeamatørerne ofte til kort på grund af manglende byggeteknisk indsigt.

Dertil kommer, at mange lokalplaner stiller sig i vejen for selvbyggeri af mere primitivt eller eksperimenterende slags.

De usædvanlige boligområder ligger som små oaser i udkanten af byen, pænt gemt væk fra de trimmede, konforme parcelhusområder. Nogle af områderne kan man roligt hæfte betegnelsen klondike på. De er opstået uden forudgående plan og har gennem tiden udviklet sig efter beboernes skiftende behov og muligheder for at udbygge de oprindelige sildekassebyggerier.

Undervejs er standarden steget betragteligt, men der er stadig næsten ingen grænser for, hvordan og i hvad man kan bo. Her har man udstrakt frihed til at sætte sit helt personlige præg på boligen.

Andre områder er mere regulerede. Det gælder blandt andet huse, der blev opført som midlertidige nødboliger for at dække det store boligbehov efter anden verdenskrig. Finnebyen i Århus, Lejren i Valby ved København og Villabyen i Randers er alle eksempler på sådanne nødboliger. Også her florerer selvbyggeraktiviteterne, for på næsten alle de små huse har beboerne selv bygget om og til efter bedste evne.

Husenes byggestil, farvevalg og andre påfund vidner om kreativitet og virkelyst. Udformningen strækker sig fra det meget primitive til det meget opfindsomme og til tider kunstneriske. På mange måder bryder de konventionen om, hvordan huse skal se ud. I nogle af områderne har byggerierne et sådant omfang, at husene næsten konstant er under forandring.

Byggeriet er et væsentligt omdrejningspunkt i dagligdagen og er med til at øge bokvaliteten. For med selvbyggerkulturen følger, at beboerne involverer sig i hinandens byggeprojekter både for at blive inspireret til egen udfoldelse og for at give en hjælpende hånd. På den måde får beboerne fælles interesser og erfaringer, der er med til at danne og fastholde det sociale netværk i områderne.

I områderne er der stor rummelighed og accept af det anderledes, men det er ikke det rene anarki, der råder. Faktisk har der gennem årene nogle steder udviklet sig en høj grad af selvforvaltning med interne regler og diverse udvalg, der omfatter mange elementer af områdernes daglige drift. Andre steder taler man sig til rette med de nærmeste beboere, hvis man fx påtænker et byggeri nærmere skellet end tilladt.