To estiske tømrer fik klækkelig lønforhøjelse, som et af resultaterne af TIB´s kampagne mod illegal arbejdskraft.
28-05-2008
To estiske tømrer fik klækkelig lønforhøjelse, som et af resultaterne af TIB´s kampagne mod illegal arbejdskraft.
Det lykkedes at få en overenskomst på plads med en dansk arbejdsgiver, der havde ansat de to estiske tømrere til at bygge et sommerhus i Truust nord for Silkeborg. Papirerne, som banede vejen for arbejdstilladelsen, afslører, at tre firmaer optræder, som de to esteres arbejdsgiver i Danmark. TIB vil nu have Udlændingestyrelsen til at stramme op i proceduren og tjekke oplysningerne, som lægges til grund for en arbejdstilladelse i Danmark.
Resultaterne fra den todages kampagne mod illegal arbejdskraft, som TIB satte i værk i tirsdags og i onsdags, beviser, at der kan udrettes ting, når der tages ordentlig fat. Og den viser, at tre forskellige arbejdsgivere samtidig kan optræde, som dem der hyrer de samme håndværkere fra Estland, uden at der blinker en lampe i Udlændingestyrelsen.
- Det er for slapt, og vi vil nu tage en snak med Udlændingestyrelsen, så vi får strammet op på proceduren for godkendelse af håndværkere fra udlandet, siger bygningsgruppeformand Peter Hougård Nielsen, TIB.
De to estere arbejdede i et sommerhusområde ved Truust nord for Silkeborg, da folkene fra TIB´s afdeling 13 i tirsdags blev opmærksomme på de to estiske tømrere, der var i gang med at bygge et bjælkehus, sammen med tre danske tømrere fra Hustømrerne A/S i Århus.
Rod i papirerne
Da esterne ikke på stedet kan fremvise gyldig opholds- og arbejdstilladelse, kontakter afdelingsfolkene Silkeborg Politi. Her får de at vide, at politiet ikke har resurser til at sende folk ud for at undersøge sagen. I stedet vil politiet vente til dagen efter for at give arbejdsgiveren mulighed for at fremsende den nødvendige dokumentation. Ifølge politiet viser papirerne, at de to estere både har tilladelse til at opholde sig og arbejde i Danmark, men TIB har konstateret, at der i papirerne er en del forvirring omkring, hvem de to estere arbejder for i Danmark.
- Det er noget rod, når myndighederne udsteder arbejdstilladelser uden at bemærke, at oplysningerne skriger til himlen, siger Peter Hougård Nielsen.
I papirerne kan man læse, at de to estere arbejder for et estisk firma, Penn jä Pärlin, men i Danmark har den 37-årige Peeter Vosaste og hans 32-årige kollega, Rein Pärna tilsyneladende tre arbejdsgivere.
Første arbejdsgiver: Byggefirmaet Hustømrerne A/S i Aalborg søger Arbejdsmarkedsrådet for Århus Amt om arbejdstilladelse til de to tømrere.
Anden arbejdsgiver: Ifølge rådets skrivelse af 7. maj 2002 skal de to estere til landet, som tømrere for Vest-Wood Eesti A/S, der er et datterselskab af dørkoncernen Vest-Wood i Løgstør. I de to esteres pas står, at de skal arbejde "som tømrer for Vest-Wood".
Tredje arbejdsgiver: Ifølge de to esteres ansøgning til det danske udenrigsministerium er arbejdsgiveren danskeren John Tøttrup, der angiver en adresse i Estland. Referencen i Danmark er en dansker ved navn Frank Larsen i Solbjerg.
Vest-Wood melder hus forbi
Den internationale dørkoncern, Vest-Wood, melder dog hus forbi. Det er dog ikke helt tilfældigt, at navnet optræder i sagen. John Tøttrup er ansat som projektleder på Vest-Woods fabrik i Estland, men koncerndirektør Asbjørn Berge siger, at John Tøttrup har handlet på egen hånd.
Hvordan kan navnet Vest-Wood så optræde i papirerne?
- John Tøttrup har fortalt mig, at han har vedlagt sit visitkort med ansøgningspapirerne, og på den måde er vort navn ved en fejl blevet indblandet i sagen, siger Asbjørn Berge.
John Tøttrup har, da sagen kom frem, efterfølgende sendt et brev til Udlændingestyrelsen, hvor han beder myndighederne om at ændre papirerne, så Vest-Wood ikke står som arbejdsgiver, men at det er ham, som privat person, der er arbejdsgiver for de to estere, som bygger sommerhus i Truust.
Hustømrernes rolle
Vest-Woods mand i Estland har således haft travlt med at fjerne firmaets navn fra sagen. Firmanavnet kan være havnet i sagen ved en fejl, men en anden mulighed er, at John Tøttrup har brugt det kendte firmanavn til at bane vejen for en opholds- og arbejdstilladelse.
- Vi har fået bekræftet, at Vest-Wood ikke er indblandet. Tilbage står, at John Tøttrup er arbejdgiver, men samtidig har Hustømrerne A/S fra Århus søgt Arbejdsmarkedsrådet i Århus Amt om arbejdstilladelse for de to estere. Det, vi har fået at vide, er, at de to estere skulle træne håndværkere fra firmaet, så de kunne bygge rundtømmerhuse. Vi har også fået at vide, at garantien på sommerhuset kun gælder, hvis de to estere fulgte med og deltog i byggeriet. Det kan kun betyde ét, siger Peter Hougård Nielsen
Han vurderer, at John Tøttrup og Hustømrerne var ved at opstarte en eksport af estiske sommerhuse til Danmark, men på grund af TIB´s kampagne blevet de fanget på det ene ben.
- Sagen er noget speget. Vi mangler stadig nogle oplysninger, men da John Tøttrup efter tøven påtog sig arbejdsgiveransvaret, fik vi forhandlet en overenskomst på plads for de to estere, siger Peter Hougård Nielsen.
120 kroner mere i timen
Ifølge papirerne og John Tøttrup får det estiske firma, der leverer sommerhuset, kr. 9.280 for at udlåne de to tømrere. John Tøttrup har oplyst, at han betaler esternes rejse- og leveomkostninger i fire dage, som arbejdet forventes at vare. Opholdstilladelse gælder dog fra den 7. til 30. juni.
Den ene af de to estiske tømrere, Peeter Vosaste, har fortalt, at de får omkring 100 estiske kroner i timen, hvilket svarer til omkring 50 danske kroner. Og at de ikke har kendskab til, hvad de tre danske kolleger får i timen.
Sagen, der er omtalt i både danske og estiske medier, afsluttes således med en klækkelig lønforhøjelse til de to estere, der får en timeløn på kr. 169,50 inklusiv ferie, søgne- / helligdagsbetaling og pension.
- Lønnen er indbetalt til TIB, og i torsdags kunne jeg give Peeter Vosaste og Rein Pärna hver kr. 5.773 for 37 timers arbejde. De blev noget forbavsede og den ene strålede, da han så de mange penge, som han ikke havde drømt om at få. Jeg fortalte dem også, at de er velkomne i Danmark, hvis de har papirerne i orden og de ansættes på løn- og arbejdsvilkår på lige fod med danske svende, siger bygningsgruppeformand Bent Ove Hansen, Silkeborg.
De to estere forventes at forlade Danmark i aften. Sagen får nu TIB til at gå til Udlændingestyrelsen.
- Vi går videre med sagen, fordi det er utilfredsstillende, at myndighederne ikke har et større overblik og tjek på papirgangen, siger Peter Hougård Nielsen.
Nedbrydning og Miljøsanering
Miljøsanering, PCB, asbest, skimmel mm.
Læs marts 2026 udgaven her
Danmarks største udbyder af entreprenørmateriel, teleskoplæssere og kraner
Salg og montering •••• Siden 1997 | Prisgaranti
Verificeret og cloud-baseret miljødokumentation - EPD
Magasin om bæredygtighed i byggebranchen
Vinduer, døre, trapper og kviste
Kæmpe udvalg i trælister - Se mere her!
Fra Typehus til Drømme Villa
Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg har modtaget en henvendelse fra en borger i Aarhus, der peger på, at ”skyggetag” kan løse en del af problemerne med at skabe basis for flere solceller på tagflader
Diana Wellemberg blev i foråret udpeget som ny administrerende direktør for Bostiks nordiske forretning. Fokus er rettet mod vækst og stærkere samarbejde på tværs af Norden
Det kan redde liv og lemmer at forholde sig kritisk til procedurer, som ser farlige ud. Især hvis begrundelsen for at følge dem er, at 'det har vi altid gjort'. Det mener Hamza Bicen, der er supervisor hos CRH Concrete
BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger