Den evige abekastning om udbudsmaterialet

Diskussionen om mangler ved udbudsmaterialet er atter dukket op som en ansvarsdiskussion, hvor aben hopper fra skulder til skulder. Sjældent at se et ægte, konstruktivt samspil på byggeholdet.

28-05-2008

Sjældent at se et ægte, konstruktivt samspil på byggeholdet.

Af adm. dir. Jens Klarskov, Byggeriets Arbejdsgivere

Diskussionen om mangler ved udbudsmaterialet er atter dukket op som en ansvarsdiskussion, hvor aben hopper fra skulder til skulder.

Og der har altid verseret en debat – af nogen betegnet som en skyttegravskrig – om, hvorfor byggeprojekter ofte ender med at blive dyrere end forventet og nogen gange tilmed ender med at blive af en ringere kvalitet end forventet. Gammel vin på nye flasker, men en debat som bidrager til at nære myterne om manglende seriøsitet i byggesektoren.

En byggesag, som begynder med udarbejdelse af udbudsmateriale, har herfra, og til byggeriet er leveret, tre parter, nemlig en bygherre, nogle tekniske rådgivere og de forskellige fagfolk, som udfører arbejdet.

Alle kritiserer alle
Bygherrerne mener, at rådgiverne ikke er tilstrækkelig grundige i beskrivelserne og detaljeringen og giver de udførende det skudsmål, at der bruges mere energi på at fakturere ekstraarbejder end på en hensigtsmæssig byggestyring.

Omvendt beklager rådgiverne sig over, at bygherren ikke afsætter den fornødne tid til projekteringen, men er i øvrigt enige med bygherren i holdningen til de udførende – dog krydret med en overbevisning om, at entreprenører og håndværkere er blottet for kreativitet og visioner.

De får så på hatten af de udførende – håndværkere og entreprenører – der ryster på hovedet over de urealistiske luftkasteller, som rådgiverne udtænker uden rod i realistisk viden om materialer og byggeprocesser. Og så vil bygherrerne jo som bekendt have eksklusivt byggeri til Netto-priser.

Herudover har alle den opfattelse, at hvis bare jeg gør mit arbejde, er projektgranskning med de øvrige aktører i bedste fald tidsspilde og i værste fald skadeligt for byggeprocessen og ens egen indtjening.

Det er nemmere at drible bolden væk fra egen banehalvdel, når diskussionen kommer ind på byggeriets kvalitet contra dets pris, og det er stadig sjældent at se ægte, konstruktivt samspil på byggeholdet.

Gribe i egen barm
Som i alle andre debatter kan man med fordel starte med at gribe i egen barm. Således har entreprenørerne været for dårlige til at sige fra i forhold til at overholde urealistiske tidsplaner og orientere de øvrige parter om forhold, der får konsekvenser for en byggesags videre forløb. Det er komplekst, at bygge, materialer og faggrupper skal alle leve op til deres bedste, for at det skal gå godt. Men er det ikke netop den ekspertise, som entreprenørerne tager sig betalt for?

Rådgiverne kunne ligeledes nedstige fra piedestalen og erkende, at entreprenørerne rent faktisk besidder vigtig viden om byggeriets processer og materialer, og at de fleste projekter ville vinde ved grundig projektgranskning med såvel bygherre som entreprenører. Evindelige rettelser fremmer heller ikke byggeprocessen, hverken teknisk eller økonomisk. Desuden må rådgiverne, der selv er under et vist tidspres i projekteringsfasen, indse, at det ikke nytter at sende udbudsmateriale ud ganske kort tid, før entreprenørerne skal give tilbud.

Partnering eneste nyskabelse
Til sidst er der bygherrerne, som med fordel kunne indse, at ethvert byggeri er unikt, og at det tager tid at skabe smukt og funktionelt byggeri til en ordentlig pris. Herunder tager det tid for enhver bygherre at få afdækket ønsker og behov, når der skal bygges nyt.

Den eneste nyskabelse i denne debat er partnering. En af de umiddelbare fordele ved denne konstruktion er, at alle byggeriets aktører på et meget tidligt stadie samarbejder om at få det bedst mulige resultat. Derved får aktørerne et fælles ansvar for det endelige resultat, og anvendes partnering, er det vanskeligt for en af aktørerne at skyde bolden over til "de andre".