80 sten per palle skal lette arbejdsmiljøet for murerne, men teglværkerne kalder løsningen forhastet
08-04-2008
Efter tre-fire års tovtrækkerier er 3F og Dansk Byggeri på den ene side endelig blevet enige med medlemmer af Kalk- og Teglværksforeningen af 1893 (KT93) på den anden side, så teglværkerne senest fra 1. januar 2009 kan leveres stenhoveder med 80 sten. De 80 sten per palle har længe været et ønske fra murerbranchen i et forsøg på at mindste generne for og nedslidningen af murerne.
3F og Dansk Byggeri har for længst undersøgt sig frem til, at den bedste løsning med det materiel, der findes i dag, er at stilladshøjden sænkes fra halvanden meter til en meter, så murerne slipper for at mure over skulderhøjde og under knæhøjde.
Ændringen i stilladshøjden medfører, at der nu vil være behov for 80 sten per stenhoved, hvor det tidligere opmuringssystem passede til stenhoveder med 112 sten.
Logik for små burhøns
Efter lange tovtrækkerier og en timeout, som KT93 bl.a. brugte på at undersøge andre muligheder, er parterne endelig kommet til en slags enighed. Aftalen betyder, at teglværkerne – hvis muligt – leverer 80 sten til alle nybyggerier, der bliver påbegyndt efter d. 1. marts i år, og KT93 har desuden garanteret, at der pr. 1. januar 2009 vil være stenhoveder med 80 sten på markedet.
- Vi er meget glade for, at det endeligt er lykkedes, siger arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri, Carsten Bekker, og uddyber, hvordan det lykkedes at få en aftale i stand.
- Da vi præsenterede den færdige branchevejledning for dem, og understregede, at den ikke ville blive ændret, og at Arbejdstilsynet havde sagt god for den, kunne de godt se, at der ikke var mere at gøre. Vores argument har hele vejen igennem været, at vi skulle løse problemet med nedslidning ved arbejde over skulderen og under knæet, og det kunne vi kun gøre på en måde: Ved at gå fra halvanden til en meters stilladshøjde. Og så er det jo logik for små burhøns, at vi kun skal bruge 80 sten. Det er nøje beregnet, siger Carsten Bekker.
Ikke færdige med at forhandle
KT93 har gennem tre-fire år fastholdt overfor 3F, Dansk Byggeri og Branchearbejdsmiljørådet for Bygge og Anlæg, at løsningen på murernes nedslidningsproblemer ikke er at ændre produktionen og leveringen af mursten til de 80 sten, som nu indgår i de to seneste branchevejledninger for opmuringsarbejde.
KT93 har selv brugt en anseelig sum penge på en undersøgelse, der skulle finde andre muligheder og løsninger, men disse er ikke blevet accepteret af modparterne.
Til trods for den nu indgåede aftale, føler direktør i Kalk- og Teglværksforeningen af 1893 (KT93), Tommy Bisgaard, ikke, at forhandlingerne med Dansk Byggeri og 3F er ført til ende, og den aftale, der er lavet mellem teglværkerne og Dansk Byggeri/3F, står ifølge Tommy Bisgaard for enkelte medlemmers egen regning.
- Vi er en brancheforening, og vi forhandler på vores medlemmers vegne. Når der ikke bliver forhandlet længere, kan vi ikke sige til vores medlemmer, at de skal producere 80 sten per palle. Så ville konkurrencemyndighederne komme efter os. KT93 har indgået aftale om, at vi vil medvirke til, at der fra d. 1. januar 2009 vil være mulighed for at købe 80 sten. Om det er alle teglværkerne, der vil producere 80 sten, kan jeg ikke svare på. Vi er ikke modstandere mere. Faktisk har vi ingen mening længere, siger Tommy Bisgaard, som ikke ønsker at udtale sig yderligere.
Helt hen i hækken
Det vil derimod næstformand i bestyrelsen for KT93, Andreas Christensen, der ejer flere teglværker i Sønderjylland. Han er sikker på, at der ikke findes nogen teglværker i landet, der synes, det er en god ide, at de nu skal til at levere 80 sten per palle.
- Vi synes, at det er helt hen i hækken, men vi har overgivet os. I stedet for 80 sten synes vi, man skulle have fundet en mere langsigtet løsning. Vi mener simpelthen ikke, vi får nok arbejdsmiljø for pengene, siger Andreas Christensen
Stor investering
Andreas Christensen forventer, at hans egne teglværker vil overgå til at levere 80 sten, men det er mere af tvang end af lyst, og han er bange for, at der er flere af de især mindre teglværker, der får store problemer med at ændre produktionen.
- Det er en stor investering, der skal foretages, og der er også nogle, der skal igennem nye miljøgodkendelser, og det kan jo tage en helvedes tid. Det vil svinge meget, hvor dyrt det bliver, men for vores vedkommende vil det betyde en investering på fire-fem millioner kroner, siger Andreas Christensen, der selv regner med at have lagt produktionen om til 1. januar 2009.
- Men der er mange, der ikke kan nå det, slutter han.
louise@odsgard.dk
Magasin om bæredygtighed i byggebranchen
Beskytter effektivt mod svamp, skimmel & insekter
Kæmpe udvalg i trælister - Se mere her!
Læs marts 2026 udgaven her
Nedbrydning og Miljøsanering
Fra Typehus til Drømme Villa
Salg og montering •••• Siden 1997 | Prisgaranti
Individuelle trætrapper siden 1972. Smukt og funktionelt dansk design.
Verificeret og cloud-baseret miljødokumentation - EPD
Tilbyder ByggepladsService og HåndværkerRengøring
End ikke BygTeks bilskribent havde drømt om, at Renault Trafic ville gøre rent bord ved kåringen som Van of the Year 2027. Bilen ventes at komme til Danmark til næste år
Dansk Håndværk roser regeringens forslag om at fjerne kravet om byggeskadeforsikring fra 1. januar
MHvis udviklingen fortsætter, kan bygge- og anlægsbranchen i Danmark mangle op mod 65.000 håndværkere i 2035 – svarende til omkring hver tredje beskæftigede i branchen
Værdibyg har udgivet to vejledninger om projekteringsledelse. Vejledningerne er blevet til på opfordring fra byggeriets egne praktikere – som en håndsrækning til både nye og erfarne i rollen