Den Polske Faglige Klub bringer polakker i den danske byggebranche sammen til gavn for både individer og branche
11-03-2008
Knapt 60-70 medlemmer af den Polske Faglige Klub mødes til socialt samvær med faglige input hver måned i københavnsområdet. Klubben blev oprettet i juni 2007 under Byggeriets Samvirke, og havde per december 2007 134 medlemmer. Alle medlemmerne er polakker, der arbejder indenfor alle slags fag i byggebranchen i Danmark, og alle har de det til fælles, at de er væk fra familien, vennerne og det, de er opvokset med hjemme i Polen.
Dertil er det ikke altid, de forstår de danske regler og systemer indenfor arbejdsvilkår, løn, skat, bolig osv., og derfor er formålet med den polske klub at yde en hjælpende hånd til både det sociale og det faglige, fortæller det eneste dansktalende medlem af klubben, Robert Olejnik.
- Vores hovedformål er at skabe et socialt og fagligt netværk blandt polske kollegaer. Vi vil være ambassadører for de polske bygningsarbejdere på byggepladserne og i samfundet generelt. Derudover er vi aktive i forskellige demonstrationer, for eksempel med blokader af firmaer, der underbetaler deres polske kollegaer, forklarer Robert Olejnik, der selv er polak, ansat som faglig sekretær i Forbundet Træ-Industri-Byg, TIB, og er polsk kontakt for Byggefagenes Samvirke.
De samme problemer
Trods den korte levetid, er Robert Olejnik allerede stolt af, at klubben med al tydelighed beviser, at man godt kan samarbejde på tværs af de forskellige faggrupper, der er indenfor byggefagene. Medlemmerne kommer fra flere forskellige fagforbund som 3F, TIB, Dansk El-Forbund og Malerforbundet i Danmark, men har det til fælles, at de alle støder ind i de samme problemer i både deres private og professionelle liv i Danmark. Derfor er det vigtigt, at man kan mødes og sammen stille krav på tværs af faggrænserne, mener Robert Olejnik.
- Vi skal alle sammen stille krav til, at udenlandske kollegaer skal behandles som danskere. Enhver polak, der arbejder i Danmark, vil gerne tjene det samme som en dansk kollega, og det er også kun retfærdigt. Men hvis man er ansat i et dansk firma, får man den laveste sats, og selv hvis man er udstationeret legalt, får man 50 kroner i timen. Dem der er ulovligt udstationeret er groft underbetalt, og ofte får de ikke løn eller bliver snydt, siger Robert Olejnik, der gennem sit arbejde får et godt indblik i de problemer, polske bygningsarbejdere bokser med i Danmark.
Andre faggrupper
Også de mere praktiske besværligheder, der ofte er forbundet med et arbejdsophold i Danmark, vil klubben være med til at afhjælpe. SKAT ville godt nok ikke stille medarbejdere til rådighed til et møde i efteråret, men til det første møde i januar havde klubben besøg af en repræsentant fra Lejernes LO, der kunne svare på spørgsmål om lejeloven, hvilke rettigheder man har som lejer, huslejens størrelse, indvendig vedligeholdelse, byfornyelse med mere.
- Mange polakker oplever at blive smidt på gaden af arbejdsgiveren, når de er færdige med en opgave, eller de betaler alt for meget i husleje. Vi ville gerne vise dem, at der er regler mod sådan noget i Danmark, forklarer Robert Olejnik, som ønsker at udvide klubben til også at omfatte andre faggrupper end byggefagene.
- Vi vil gerne udbygge klubben. F.eks. har 3F mange polske piger og kvinder fra hotel- og restaurationsbranchen, der er medlemmer der. Det kunne være hyggeligt at få dem med og lave faste møder og sociale sammenkomster. Folk er alene i Danmark og væk fra familierne. De har brug for et samlingssted, hvor de kan hjælpe hinanden og tale frit. De taler ikke så meget sammen ude på byggepladserne, er Robert Olejniks vurdering.
Mund til mund
Klubben får hele tiden nye medlemmer gennem mund til mund-metoden, via opslag i den polske kirke på Amager og gennem reklamer på internettet og i forskellige forbundsblade som f.eks. det polske blad Kolega. Forskellige fagforbund som eksempelvis TIB, murernes samt elektrikernes fagforbund har desuden sendt breve, der fortæller om klubben, ud til deres polske medlemmer.
- Vi var 70 til det stiftende møde, og holder nu møde hver måned. Tiden er meget kostbar for de polakker, der arbejder i Danmark, så vi holder altid møderne lørdag eftermiddag. På et af de sidste møder fik vi varm mad fra en polsk restaurant – en særlig slags surkål, polske pølser, brød, øl og vin. Det var godt at få polsk mad igen, for de fleste er trætte af at leve af pizza og burgere, siger Robert Olejnik som kan fortælle, at møderne altid holdes hos enten TIB i Valby, hos 3F i København eller hos Malerforbundet i Danmark på Østerbro i København.
Der er ønsker om også at oprette polske faglige klubber i andre dele af Danmark, men det er ifølge Robert Olejnik endnu ikke blevet til noget konkret.
louise@odsgard.dk
Billedtekst: Med Byggefagenes Samvirke i ryggen har den Polske Faglige Klub et godt fundament i den danske byggebranche. Her Robert Olejnik på besøg hos polske fagforeninger i 2006.
Kæmpe udvalg i trælister - Se mere her!
Køb VVS online - Fri fragt ved køb over Kr. 599,-
Fra Typehus til Drømme Villa
Udlejning af containere til opbevaring og flytning
Tilbyder ByggepladsService og HåndværkerRengøring
Nedbrydning og Miljøsanering
Beskytter effektivt mod svamp, skimmel & insekter
Betonelementløsninger – well-built for well-being!
Individuelle trætrapper siden 1972. Smukt og funktionelt dansk design.
Verificeret og cloud-baseret miljødokumentation - EPD
End ikke BygTeks bilskribent havde drømt om, at Renault Trafic ville gøre rent bord ved kåringen som Van of the Year 2027. Bilen ventes at komme til Danmark til næste år
Dansk Håndværk roser regeringens forslag om at fjerne kravet om byggeskadeforsikring fra 1. januar
MHvis udviklingen fortsætter, kan bygge- og anlægsbranchen i Danmark mangle op mod 65.000 håndværkere i 2035 – svarende til omkring hver tredje beskæftigede i branchen
Værdibyg har udgivet to vejledninger om projekteringsledelse. Vejledningerne er blevet til på opfordring fra byggeriets egne praktikere – som en håndsrækning til både nye og erfarne i rollen