UgensErhverv.dk

Ny indkøbsforening i byggeriet

31 virksomheder er gået sammen med det mål at nå et samlet indkøb på tre mia. kr.

11-06-2004

I lyset af at store bygge-koncerner kan opnå store mængderabatter har 31 små og mellemstore byggevirksomheder som modtræk dannet Byggeriets Indkøbsforening A/S (Bygind) med det mål at nå et samlet indkøbsvolumen på tre mia. kr. i løbet af tre år. Eller hvad der svarer til knap en tiendedel af omsætningen i de danske trælaster.
- Vi er endt i en uoverskuelig rabat-jungle, som giver de store som Skanska og NCC en markant konkurrencefordel, og derfor skal vi op på tæerne, siger foreningens formand, Jørgen Møller Jensen, direktør for Nyborg Huse A/S.

Bygind ønsker at øge den direkte samhandel med producenterne.
- Når vi køber ind i dag går varerne igennem en række led som trælaster og indkøbsforeninger, som er mere eller mindre overflødige, tilføjer foreningens direktør, Ivan Baad. Langt den største del af byggematerialerne faktureres af grossisterne på trods af, at mere end halvdelen af varerne leveres direkte fra producenterne til byggefirmaer. Opstår der problemer med produkterne skal vi alligevel gå til producenten.

- Hovedproblemet er de udgifter producenterne pålægges via års-aftaler med kæderne i form af brede aftaler om markedsføring samt bonus og rabatter. De to grupper er nogenlunde lige store og betyder, at der bliver lagt ca.10% oven i hatten på den nettopris, producenten ville kunne sælge sin vare til f. eks. til eksport. Skal du i dag have en samarbejdsaftale med trælasthandlere er der med andre ord en lang række ydelser, du som producent eller importør skal betale, og som øger priserne markant, gør dem uigennemskuelige, fjerner blikket fra nettoprisen og forplumrer konkurrencen.

Ivan Baad mener også, at der overordnet er noget galt, hvis det er rigtigt, hvad rapporter fra EU siger, at priserne på byggevarer i Danmark er 20-25% for høje, og at priserne fortsat stiger. Han nævner desuden de markante forskelle, der er på markedet herhjemme, hvor grossistleddet med hans ord er ”ekstremt koncentreret”, målt i forhold til vores nabolande.
- I Danmark har vi to ting af alting med alle funktioner hos producenten eller importøren og det samme hos trælasten. Det er voldsomt dyrt at have to ”virksomheder”, som hele vejen igennem bearbejder den samlede værdikæde fra rådgivere til bygherrer og slutkunder.

Han ser dog frem til fælles byggestandarder i EU.
- Det er et af nøglepunkterne for fri konkurrence, og vil fremme indkøbene og samhandelen med udlandet.

Bygind mener, at med bonusser, rabatter m.v. kan en vare fra producent til byggeplads stige med 45%. Et regnestykke som Trælasthandlerunionen (TUN) langt fra er enig i.
- Det er totalt latterligt, siger TUN’s adm. direktør, Palle Thomsen, som faktisk mener, at foreningen er overflødig, og ikke føler sig truet af dens mål om at nå et indkøbsvolumen på tre mia. kr. på tre år.
- Der er nogle omkostninger forbundet med at være aktør i byggeprocessen – eksempelvis transporten, men også hele logistikken med styring, indkøb, kreditter, behandling af reklamationer osv. Opgaver, som foreningen også skal løse, eller må overlade til sine medlemmer.

Hertil svarer Ivan Baad:
- Regnestykket er ikke grebet ud af den blå luft., men stammer fra sikre data med udgangspunkt i min egen viden som direktør for en byggevare-producent i 10 år, hvor jeg har forhandlet med kæderne og ved, hvilke regninger der skal betales. Desuden har jeg talt med mange i samme situation og blandt dem folk højt oppe internt i kæderne, som bekræfter mine regnestykker.

-krus.

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Kasketforvirring i certificeringsordning

Kasketforvirring i certificeringsordning

Samme virksomheder kan ifølge BygTeks kilder både kontrollere deres konkurrenter og selv byde på samme opgaver

Kommuner må ikke chikanere brandrådgivere og statikere

Kommuner må ikke chikanere brandrådgivere og statikere

Indberetninger skal ifølge boligministeren ”ikke bruges til chikane eller som middel til at lægge pres på certificerede rådgivere”

Forsvaret kalder kontorbyggeri for ”væsentligt nationalt forsvarsformål”

Forsvaret kalder kontorbyggeri for ”væsentligt nationalt forsvarsformål”

Forsvaret undtages fra alle muligheder for klager over byggeprojekter. Og det gør reelt borgerne retsløse

Gravemaskine styres 2200 kilometer væk

Gravemaskine styres 2200 kilometer væk

Zeppelin demonstrerede Cat Command på NordBau, hvor en gravemaskine i Málaga kan fjernstyres fra en kommandostation i Neumünster