UgensErhverv.dk

Træk i centralstøvsugerne

Efter 10 tøvende år ser det ud til, at forbrugerne er begyndt at efterspørge centralstøvsugerne.

11-06-2004

Efter 10 tøvende år ser det ud til, at forbrugerne er begyndt at efterspørge centralstøvsugerne.

Af journalist Michael Rughede


Flere og flere foretrækker at stikke 10 m støvsugerslange i et hul i væggen i stedet for at bumpe over dørtrin og ind i hjørner med fem kilo larmende støvsuger på slæb gennem stuerne. Da centralstøvsugerne for en halv snes år siden bankede på døren til de danske husholdninger, blev de ikke modtaget med åbne arme. Men nu ser det ud, som om døren er ved at blive åbnet på klem.

- Vi har solgt 54% flere støvsugere i de første fire måneder af året, og vi ender nok med at sælge mindst dobbelt så mange som sidste år, siger Iben Kristoffersen og Lars Sørensen, indehavere af firmaet Frithiof A/S, der i sin tid introducerede centralstøvsugerne på det danske marked.

De vurderer det totale danske marked til at være på et par tusinde solgte centralstøvsugere sidste år, hvoraf Frithiof solgte hovedparten.

- I Danmark er vi langt efter de øvrige nordiske lande. I Norge sælges der f.eks. 30.000 centralstøvsugere om året, men de startede også salget af støvsugerne 10 år før os, og det tog også 10 år, før de fik gang i salget, siger Lars Sørensen.

- I Norge og Sverige sælger de meget på sundheden og det forbedrede indeklima, fordi støvet ikke blæses rundt i huset, men suges ud af rummet og sendes til centralstøvsugeren. De er især solgt til træhusene, og det er lidt det samme i Danmark, hvor mange, der bygger et træhus, vælger at installere en centralstøvsuger. Men vi har nu valgt at sælge produkterne på den luksus, det er at kunne støvsuge med en let slange og uden larm, siger Iben Kristoffersen, der hilser konkurrenterne velkomne, fordi der så er flere til at løfte markedet for centralstøvsugere.

Lige til GDS’ernes højreben
I lang tid har det været op ad bakke for centralstøvsugeren. Den har skullet kæmpe med skepsis fra de ’stenhusbyggende’ danskere.

- De fleste tror, at det er umuligt eller svært at indbygge en centralstøvsuger i et hus af sten, men det er faktisk helt forkert. Det er enkelt og kan overstås på en dag med opsætning og rørføring i huset, siger Lars Sørensen, der skitserer den typiske installationsproces.

- I et parcelhus med et koldt loft kan man opsætte centralstøvsugeren på loftet ved siden af lemmen op til loftet og så føre rørene henover loftet og ned i huset f.eks. i et skab og ud gennem væggen til rummet ved siden af. Eller man kan føre rørene i kabelbakker, siger Lars Sørensen, der vurderer, at ca. halvdelen af centralstøvsugerne i øjeblikket opsættes af GDS’ere, men den andel vil stige til 65-70% i takt med udbredelsen af systemet.

I princippet ligger der 1,4 mio. danske villaer og venter på centralstøvsugerne, så det potentielle GDS marked er betydeligt. Men GDS’erne skal også kunne købe produkterne lettest muligt, og det har ført til en ny salgskanal.

- Vi begynder at sælge til byggemarkederne nu, og andre konkurrenter har kørt reklamekampagner på salg gennem byggemarkederne, så vi regner med at se en pæn vækst her, siger Lars Sørensen, der hidtil har solgt produkterne gennem el- og vvs-installatører.

Drop watt, se på sugestyrke
De fleste kunder til en traditionel støvsuger starter med at kigge på motorens watt for at få en idé om, hvor effektiv den er. Det er bare ikke et særlig præcist mål for maskinens evne til at suge støv op, og det duer heller ikke, når man snakker centralstøvsugere.

- Det bedste mål for, hvor effektiv en centralstøvsuger virker, er den mængde luft den hiver ind gennem slangen og fører gennem rørene. Vores erfaring er, at man skal op over 135 kubikmeter luft i timen, for at kunderne er tilfredse, siger Lars Sørensen, der mener, at kunsten består i at lave en støvsuger, der ikke får mundstykket til at klæbe sig til gulvet, hvilket sker, hvis vakuummet er for stort.

- Det er derfor en balance mellem et passende lavt vakuum og en tilstrækkelig stor luftgennemstrømning i systemet. Vores billigste model suger 144 kubikmeter luft i timen for enden af en 10 m lang slange. Det svarer til, at støv og luft flyver gennem rørene med over 80 km i timen, forklarer Lars Sørensen.

For at få centralstøvsugeren til at fungere optimalt skal kunden derfor gøre sig sit behov klart ud fra størrelsen på huset og det samlede rørsystem, der så kræves.

En centralstøvsuger til et typisk dansk parcelhus på 120-150 kvadratemeter vil koste lige under 5.000 kr. i udsalg, og det kræver opsætning af to-tre sugekontakter, der hver dækker 80-90 kvadratmeter.

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Kasketforvirring i certificeringsordning

Kasketforvirring i certificeringsordning

Samme virksomheder kan ifølge BygTeks kilder både kontrollere deres konkurrenter og selv byde på samme opgaver

Kommuner må ikke chikanere brandrådgivere og statikere

Kommuner må ikke chikanere brandrådgivere og statikere

Indberetninger skal ifølge boligministeren ”ikke bruges til chikane eller som middel til at lægge pres på certificerede rådgivere”

Forsvaret kalder kontorbyggeri for ”væsentligt nationalt forsvarsformål”

Forsvaret kalder kontorbyggeri for ”væsentligt nationalt forsvarsformål”

Forsvaret undtages fra alle muligheder for klager over byggeprojekter. Og det gør reelt borgerne retsløse

Gravemaskine styres 2200 kilometer væk

Gravemaskine styres 2200 kilometer væk

Zeppelin demonstrerede Cat Command på NordBau, hvor en gravemaskine i Málaga kan fjernstyres fra en kommandostation i Neumünster