UgensErhverv.dk

Dansk byggepolitik med blind makker

Danske Ark er tilfreds med Regeringens byggepolitiske handlingsplan og vil gerne medvirke til at virkeliggøre ideerne

23-05-2007

Med offentliggørelsen af Regeringens byggepolitiske handlingsplan føjer Økonomi- og Erhvervsminister Bendt Bendtsen 24 nye initiativer til de sidste ti års næsten uendelige serie af indgreb over for byggeerhvervet.

Regeringen er fortsat er utilfreds med pris, kvalitet og produktivitet i dansk byggeri, selvom man endnu ikke kender effekten af de mange tidligere indgreb. Direktør Christian Lerche i Danske Ark siger:
- Der er samlet set tale om en handlingsplan med relevante mål og rigtig mange fornuftige initiativer. Vi vil meget gerne medvirke i den kommende proces, hvor idéerne skal virkeliggøres.
- Det er dog lidt som at spille med blind makker, når Regeringen vedholdende ændrer rammebetingelserne for byggeerhvervet, før den kender effekterne af de tidligere indgreb. Det bidrager ikke ligefrem til at gøre det danske marked mere interessant for udenlandske aktører, at spillereglerne hele tiden ændres, selvom netop øget konkurrence er et af Regeringens mål.

- Det gennemgående tema i handlingsplanen er, at Regeringen ønsker et både bedre og billigere byggeri, og at Regeringen vil lade de statslige bygherrer gå forrest i bestræbelserne på at nå disse mål. Set fra arkitekterhvervet bliver det en svær balancekunst for Staten at kræve både bedre kvalitet og lavere pris. Jeg mener, at det havde været at foretrække med en helt entydig satsning på kvaliteten, så brugerne fik den arkitektoniske og byggetekniske kvalitet, som de har behov for og forventning om. Hvis vi først får løst dansk byggeris kvalitetsudfordringer, er jeg af den fulde overbevisning, at den bedre kvalitet vil trække betydelige økonomiske fordele med sig i form af bedre produktivitet og totaløkonomi.

- Handlingsplanen bygger i meget vidt omfang på begrænset viden om de faktiske forhold i byggeriet. Det er derfor glædeligt, at Regeringen har taget byggeerhvervets forslag om en forstærket indsats for forskning, udvikling og videnformidling til sig. Hvis byggeerhvervet for alvor skal udvikle bedre kvalitet og produktivitet, er der et afgørende behov for en forstærket og bedre koordineret indsats på dette område. I dag er indsatsen spredt på op imod 200 institutioner uden fælles mål og med utilstrækkelige midler.

- Det er positivt, at der lægges op til øget brug af "Totaløkonomi", når det offentlige bygger. Dermed skal de offentlige bygherrer tænke på de langsigtede omkostninger til fx energi og vedligeholdelse, når de bygger. Det kan forhåbentlig få flere til at vælge en bedre og dyrere kvalitet frem for bare laveste pris som i dag.
- Med initiativet "Bedste praksis" vil Regeringen få de statslige bygherrer til at finde og efterleve en bedste praksis for fx udbud og samarbejde omkring byggeprojekter. Det er prisværdigt, men i lyset af de mange forskellige behov bygherrerne har, må man forvente, at idéen om netop én bedste praksis ikke holder i længden. Der er grund til at stræbe efter et mere nuanceret billede med flere muligheder sat over for varierende behov.

- Selvom Bendt Bendtsen netop har underskrevet en ny FN traktat om handicappedes rettigheder, fylder spørgsmålet om fysisk handicappedes adgang til bygningerne en overraskende lille rolle. Regeringen er nødt til at tage denne udfordring meget mere alvorligt, så et fysisk handicap ikke skal udelukke mennesker fra lige adgang til boliger, arbejdspladser og fritidstilbud.

- Regeringen lægger op til at udvide "Nøgletalskravet" til også at omfatte arkitektvirksomhederne. Kravet indebærer, at virksomheder, som bygger for staten, skal fremlægge karakterbøger over deres tidligere bedrifter, herunder kundetilfredshed. Jeg er bekymret over at udvide kravet til vores medlemmer, så længe karaktererne i entreprenør- og håndværksbranchen hverken anvendes seriøst af bygherrerne eller virksomhederne selv. Der er et omfattende bureaukrati forbundet med nøgletalskravet, og det vil være et stort ressourcespild at udvide kravet, før det har vist sin berettigelse.

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Minister afviser at tage stilling til gigantisk solcelleprojekt

Minister afviser at tage stilling til gigantisk solcelleprojekt

Er 2½ millioner kvadratmeter solcelleanlæg mindre skadeligt for naturen end en lagerhal på 200 kvadratmeter?

Opladning af elcykel kan være tyveri fra arbejdspladsen

Opladning af elcykel kan være tyveri fra arbejdspladsen

Det er ifølge TEKNIQ ligegyldigt, om medarbejderen tager strøm til sin elcykel eller viskelædere fra skuffen, hvis ikke arbejdsgiveren har givet tilladelse til det

Greve vil have mere styr på byggesagsbehandling

Greve vil have mere styr på byggesagsbehandling

Behandlingstiden på byggesager i Greve Kommune skal ned. Men det er der også behov for

Konkurser i byggeriet (Uge 37/2026-2)

Konkurser i byggeriet (Uge 37/2026-2)

BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger