UgensErhverv.dk
Ny dansk elementproduktion skydes i gang

Ny dansk elementproduktion skydes i gang

Med store forventninger tændes maskinerne i denne uge til produktionen af et nyt betonelement, der er udviklet af den danske virksomhed Abeo

20-11-2013

Igennem mere end et halvt år har de to virksomheder Abeo og Perstrup arbejdet med at etablere produktionen af et nyskabende betondæk, som fra og med denne uge bliver sat i masseproduktion på Perstrups fabrik i Kolind på Djursland.  

En central del i den nye produktion er en nyudviklet maskinteknologi, som kan støbe og formgive letbeton i buede geometrier. Maskinen, der er den første af sin art, er netop blevet patenteret og har været nødvendig at udvikle, da mere end halvdelen af det nye betondæk består af letbeton. Og netop den nye maskine giver ifølge adm. direktør Hans Terney Rasmussen, Abeo, en række helt nye muligheder inden for elementproduktion.

- Vi har udviklet en ny produktionsmetode, som i langt større udstrækning gør det muligt at skræddersy elementerne til det enkelte projekt. Det skyldes bl.a., at vi kan sende produktions-tegninger direkte til maskinen, som udelader at støbe beton dér, hvor der f.eks. skal være udsparinger, huller til gennemføring osv. Samtidig er maskinen dobbelt så hurtig, som de maskiner der bruges i dag. Samlet set giver det både økonomiske, arkitektoniske og tekniske fordele, siger Hans Terney Rasmussen.

Færre processer på byggepladsen
Når den lette beton er blevet støbt, bliver elementerne forspændt med stålliner, som trækkes på 100 meter lange støbebaner. Til allersidst overhældes både letbeton og armering med en selvkompakterende beton. Denne støbeproces giver mulighed for at lave tilpasninger i dækket allerede på fabrikken og dermed reducere antallet af processer på byggepladsen.

Eksempelvis kan dækket produceres med specielle recesser i enderne, som gør det muligt at spænde dækkene sammen, når de er blevet monterede, og konstruere op til 75 % længere spænd. Derudover kan der nemt indstøbes alt fra dorne og stålbeslag til vekselbjælker i dækket direkte på fabrikken.

Som noget helt nyt og banebrydende kan dækket også produceres med afrundede ender og sider – en egenskab, der ikke før er set i et masseproduceret betondæk og kan bringe mere organiske former til elementbyggeriet.

Klar til ny investering
Perstrup i Danmark er den første licenstager af SL-Dækket, og står med IBF-koncernen i ryggen allerede klar til at investere i en stor udvidelse af produktionskapaciteten, når markedsefterspørgslen kræver det.

- Da elementbyggeriet oprindeligt kom frem, var formålet at flytte processer fra byggepladsen og ind på fabrikken. De seneste årtiers stigende krav til den arkitektoniske formgivning og myndighedskrav til konstruktionerne har udgjort en stor produktionsteknisk udfordring, som har rykket mange processer tilbage på byggepladsen. Med SL-Dækket har vi nu etableret en industriel produktion, der kan give mange af de samme fleksible løsninger, der traditionelt forbindes med in-situ og filigran-løsninger, men koster 70 % mindre, da det bliver masseproduceret ligesom huldæk og leveres færdigstøbt på pladsen, siger adm. direktør Karsten Sandal, Perstrup.

Inden produktionen begynder i næste uge, har Perstrup allerede modtaget ordrer til de første byggerier.
I øvrigt kan de nye betondæk opleves på tæt hold torsdag den 21. november i kulturkajen Docken i Nordhavn, hvor en række nyproducerede elementer vil blive præsenteret af Abeo til et kombineret kunde- og networking-arrangement.

- kj

Brochurer

Bureaukrater skal vurdere om virksomheder

Bureaukrater skal vurdere om virksomheder

Virksomheder, der udfører huseftersyn skal autoriseres. Det kommer til at koste cirka 25.000 kroner i etableringsomkostninger

Boligejere overlades til private søgsmål, når huseftersynsordningen ophører

Boligejere overlades til private søgsmål, når huseftersynsordningen ophører

Hvis entreprenøren er gået konkurs, kan den skadelidte rejse et direkte krav mod entreprenørens ansvarsforsikringsselskab ved domstolene

Kom med på indkapslingsjob på Harboøre Tange

Kom med på indkapslingsjob på Harboøre Tange

Arkil etablerer en 750 meter lang spunsvæg omkring den stærkt forurenede fabriksgrund på Harboøre Tange for Region Midtjylland – en teknisk krævende opgave med skærpede krav til sikkerhed, planlægning og holdbarhed

Det offentliges egne betalingsfrister er elastik i metermål

Det offentliges egne betalingsfrister er elastik i metermål

Virksomheder risikerer at skulle betale moms af udført arbejde for eksempelvis staten og kommunerne, FØR det offentlige selv har betalt deres regninger