UgensErhverv.dk
Ny armeringsteknologi

Ny armeringsteknologi

Ny type svejsefri armeringsnet halverer arbejdstiden på pladsen og reducerer materialeforbruget.

20-06-2006

Halvt så mange mandetimer til armeringsarbejdet på byggepladsen og 25 procent mindre materialeforbrug. Det er den anslåede gevinst ved den nyeste teknologiske landvinding indenfor armeringsteknologi.

Den består i at bruge store svejsefri rullenet fremstillet på fabrik til armeringsopgaverne på pladsen.

- Rullenet giver en stor besparelse for entreprenøren, både når det gælder arbejdstimer, krantid og materialeforbrug, og de nye svejsefri net, som kaldes Rul-net, øger denne besparelse betragteligt i forhold til de mindre standardnet. Derfor venter vi os også meget af produktet, fortæller produktionschef Bo Engelberth fra LMG Lemvigh-Müller, der er den største grossist på det danske armeringsmarked.

Det er en ny ”spindeteknologi”, der gør, at de svejsefri armeringsnet kan fremstilles i store størrelser, typisk i 150 kvadratmeter.

Derved gøres armeringsprocessen igen en tak mere industriel. Tidligere var det praksis for håndkraft at tilpasse og svejse armeringen i kamstål på selve byggepladsen. Nu maskinfremstilles armeringen stadigt oftere på fabrik, fordi det giver en bedre økonomi, når det manuelle arbejde kan reduceres.

En anden praktisk fordel ved de svejsefri rullenet er, at de kan anvendes ved byggeri af f.eks. broer, sikringsrum og lignende, hvor det ikke er tilladt at anvende svejsninger.


Fakta om Rul-net:
Traditionelle rullenet er armeringsstænger, som er forarbejdet til et net. Her er stængerne svejst fast på båndstål, som fastholder dem i formen. Nettene rulles sammen og leveres på byggepladsen, som var det tæpper.
Med den ny ”spindeteknologi” fremstilles det svejsefri Rul-net i en maskine, hvor fladjernet er erstattet af to 2 mm ståltråde, som spindes sammen til den ønskede afstand mellem armeringsstængerne afhængigt af opgaven.
Med den gamle teknologi var den maksimale stangtykkelse på armeringen 16 mm, nu er den 32 mm.
De svejsefri Rul-net fremstilles i op til 18 meters bredde, mens længden kan blive 12-15 meter.
Det er vægten, som sætter grænsen for Rul-nettenes størrelse, fordi net på over 5 ton er svære at håndtere – både i produktionen og på byggepladsen.

- mir

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

172 boliger i Fælledby er så ringe sat sammen, at de må rives ned inden indflytning

172 boliger i Fælledby er så ringe sat sammen, at de må rives ned inden indflytning

En grundig teknisk undersøgelse af to kommende boligbyggerier i Fælledby har vist alvorlige og omfattende byggefejl i en sådan grad, at de må rives ned, og der må startes forfra. Nu hedengangne Scandi Byg har opført bygningerne

Skatteministeren vil ikke rokke ved CVR-bøder

Skatteministeren vil ikke rokke ved CVR-bøder

Kravet om virksomhedsoplysninger på visse vare- og lastbiler er et led i bekæmpelsen af sort arbejde

- Indfør fast track til virksomheder, der tidligt dokumenterer lavt klimaaftryk

- Indfør fast track til virksomheder, der tidligt dokumenterer lavt klimaaftryk

Byggeprojekter, der dokumenterer et markant lavere klimaaftryk eller en væsentlig anvendelse af genbrugte byggematerialer, bør komme hurtigere gennem den kommunale byggesagsbehandling. Det foreslår Dansk Erhverv

Projekt: Byggebranchen mangler viden om PFAS i byggematerialer

Projekt: Byggebranchen mangler viden om PFAS i byggematerialer

PFAS er fundet i en række byggevarer, men ingen har det fulde overblik over, hvor de problematiske fluorstoffer gemmer sig. Det gør det svært at undgå PFAS i nyt byggeri og står i vejen for sikker genbrug og genanvendelse af materialer