UgensErhverv.dk

Arkitema venter eksplosiv vækst

Arkitektvirksomheden forventer fordobling af medarbejderstaben inden udgangen af 2014 - væksten kommer fra nye boligbyggerier, hospitaler og undervisningsinstitutioner i Norge og Sverige

30-04-2012

En af Danmarks største arkitektvirksomheder, Arkitema, forventer tæt på en fordobling af medarbejderstaben inden udgangen af 2014. Væksten skal hentes gennem nye boligbyggerier, hospitaler og undervisningsinstitutioner i Norge og Sverige.

Danske Arkitema Architects gør nu op med krisetankerne i byggebranchen: Virksomheden venter at forøge antallet af medarbejdere fra nuværende 250 til ca. 450 ultimo 2014. Ambitionen er at gøre Arkitema, der i øjeblikket hører til blandt de fem største arkitektvirksomheder i Skandinavien, til nordens tredjestørste tegnestue. Størstedelen af de mange ordrer skal hentes i Norge og Sverige.

Ny afdeling i Sverige
-Opgaveakkvisitionen kommer primært til at foregå i Norge og Sverige. Arkitema har købt tegnestuen Arkitema DOT i Stockholm, der i dag har 25 mand, og den bliver springbrættet til det svenske marked. Dertil befinder vi os i øjeblikket i en søgeproces, hvor vi leder efter et tilsvarende norsk arkitektfirma, som kan styrke vores arbejde i Norge. I begge lande vil vi anvende vores spidskompetencer og lange erfaring indenfor boligbyggeri, sundhed og læring. Især indenfor sundhedsbyggeri er der et kæmpe marked, hvor vi skal høste nye opgaver, siger administrerende direktør hos Arkitema Architects, Peter Berg.

Sygehuse og universiteter
Arkitema har over de seneste årtier sammen med en række samarbejdspartnere vundet flere milliardkonkurrencer på sundhedsområdet i Danmark og i udlandet. I 2002 vandt arkitekterne konkurrencen om det nye centralsygehus i Sarpsborg 80 km syd for Oslo. Et byggeri, der ventes færdigt i 2015. Herhjemme har Arkitema været i finalerne i de fleste af konkurrencerne om supersygehusene. Arkitekterne vandt, som del af konsortiet CuraVita, det kommende storhospital i Gødstrup ved Herning, og nu har tegnestuen kvalificeret sig til finalen om universitetshospitalet i Aalborg, der ventes at koste fire milliarder kr. Samtidig har virksomheden vundet flere universitetsprojekter, bl.a. Københavns Universitet Amager, og større boligprojekter som renoveringen af Viby Syd.

Fortsættes ...



Det er netop evnen til at være med helt fremme og vinde de afgørende kæmpeprojekter, Arkitema vil drage nytte af i Norge og Sverige.

Danske arkitekter i førertrøjen
- Danske arkitekter nyder respekt i hele Skandinavien. Arkitektonisk set er danskerne i førertrøjen. En afgørende forskel er, at mange opgaver i Sverige, i modsætning til i Danmark, løses i totalentrepriser. Her har entreprenøren ofte et stort fokus på økonomien. Det kan skabe ret standardiserede løsninger, hvor danskerne nok er mere kreative i deres tilgang og løsninger. Det – samt vores erfaring med at tegne store byggerier - vil vi vende til en konkurrencefordel. Samtidig har Arkitema en stærk indre logistik og formentlig branchens mest stramme styring af økonomi og vores produktion, siger Peter Berg.

Overskud i 2011
Arkitema er netop kommet ud af 2011 med et årsregnskab på 174 mio. kr. i omsætning og et overskud på 14,8 mio. kr., et stykke over de 8,5 mio. kr. i 2010. Ifølge Peter Berg vil det blive svært at forøge omsætningen gennem det danske marked alene.

- Konkurrencen mellem arkitektfirmaerne herhjemme er blevet hårdere i kølvandet på krisen i byggebranchen. Vores mål er også at vokse i Danmark. Men som tingene ser ud lige nu, er det svært at tage betydelige markedsandele fra hjemlige konkurrenter, siger Peter Berg, Arkitema.

Billedtekst:
”Vi skal hente vækst indenfor alle vores arbejdsområder, men især indenfor offentlige byggerier og boligbyggerier i Norge og Sverige,” siger Peter Berg, administrerende direktør hos Arkitema Architects.

- mir

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Private må selv fjerne farlige stoffer – bortset fra asbest

Private må selv fjerne farlige stoffer – bortset fra asbest

I modsætning til asbest må private boligejere fjerne eksempelvis PCB og blyholdig maling

Konkurser i byggeriet (Uge 45/2026-1)

Konkurser i byggeriet (Uge 45/2026-1)

BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger

Skandalefond nedsætter bidrag til NUL kroner

Skandalefond nedsætter bidrag til NUL kroner

Der er opbygget tilstrækkelig likviditet i AFU-ordningen til at finansiere driften i 2027

Kesko opkøber Brødrene Dahl

Kesko opkøber Brødrene Dahl

Finske Kesko har haft den store tegnebog oppe ad lommen og betalt 9 milliarder kroner for Dahl i Sverige og Brødrene Dahl i Danmark og Norge. De tre opkøbte selskaber fortsætter som separate forretningsenheder