UgensErhverv.dk

Bygningsformuen er truet

Bygningsrenovering er nedprioriteret og det udhuler værdien af den samlede bygningsformue. Byggebranchen kræver politisk handling

28-06-2011

Danmarks bygningsformue på 6.000 mia. kr. lever et hengemt liv, fordi politikerne overser vigtigheden af at investere hensigtsmæssigt i renovering. Det har store samfundsøkonomiske konsekvenser, at politikerne vender det blinde øje til, konkluderer byggebranchen i en analyse foretaget blandt de 25 vigtigste aktører.

Analysen er lavet på vegne af Bygherreforeningen og finansieret af Grundejerens Investeringsfond.

Analysen peger på, at renovering er nedprioriteret, fordi der hverken er politisk prestige eller stemmer i renovering. Branchen erkender samtidig, at den selv har nedprioriteret renovering til fordel for det mere prestigefyldte nybyggeri. Konsekvensen er, at renoveringsarbejde er et af de områder med den laveste produktivitetsudvikling og innovation. Og det koster dyrt.

- Der renoveres årligt for 100 mia. kr. i alt i den private og offentlige sektor. Det er ligeså meget som regionerne bruger på sundhed, men hvor er bevågenheden på renovering? Det er et problem. Kan der blot effektiviseres 1 pct. på renoveringsområdet, er der sparet 1 mia. kr. årligt. Der er med andre ord god købmandslogik i at sætte politisk søgelys på renovering, siger Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen.


”fortsætter…”


De adspurgte i analysen udbeder sig ikke nødvendigvis mere renovering, men mere intelligent renovering. Renovering handler om at sikre bygningsmassen med løbende vedligeholdelse, men ikke mindst også om at fremtidssikre bygninger og boliger med f.eks. energioptimering og forbedring af tilgængelighed for ældre beboere.
Der er således store muligheder i politisk at fokusere mere på renoveringsområdet.

Skal renoveringsområdet forbedres, kræver det investeringer, og det offentlige må gå foran, fremgår det af analysen der også peger på, at politikerne har et særligt ansvar for at sikre en ordentlig offentlig byggestandard og agere rollemodel.

Som der retorisk spørges i analysen: ”Hvis staten ikke tør, hvorfor skulle fru Hansen så turde?”

Derfor kræver branchen større politisk prioritering og handlekraft: Der skal eksempelvis udvikles en national handlingsplan, skabes bedre rammevilkår og økonomiske incitamenter samt igangsættes offentlige investeringer og initiativer, der kan sætte gang i markedet.

- Der er en høne-æg problematik. Der er nemlig behov for en stor spiller, der starter en positiv spiral, og her mener branchen, at det offentlige er nødt til at gå foran, forklarer Henrik L. Bang og uddyber, hvorfor det er i politikernes egen interesse at prioritere renovering:

- Hvis renovering ikke bliver højere prioriteret politisk, risikerer vi en gentagelse af skinnenettet, hvor behovet for investeringer blev ignoreret i årevis. Konsekvensen blev nedslidte skinner, forsinkede tog og en langt større regning i sidste ende.

Uden politisk prioritering af renovering i byggeriet vil det samme ske med vores bygninger. De vil blive nedslidte, og regningen vil kun blive større og større for hvert år, understreger Henrik L. Bang.

Politiske konklusioner fra analysen
• For lille politisk bevidsthed om værdiskabelse gennem renovering. Der mangler konkrete politiske målsætninger for renovering til at støtte op om indsatsen og give fælles retning.

• Mange positive samfundsmæssige følgevirkninger, hvis der sættes skub i energirenovering: Energieffektivisering, nedbringelse af CO2, øget beskæftigelse og økonomisk vækst, eksportmuligheder af knowhow, koncepter, tekniske løsninger mm.

• Svage økonomiske incitamentsstrukturer: Forskel mellem hvad der er samfundsøkonomisk ønskeligt og privatøkonomisk rentabelt. Det skyldes bl.a. manglende tilskud og gulerødder som skattefradrag målrettet energiforbedringer, tilbagebetalingstider på lån og utilstrækkelige lånemuligheder i banker og realkreditinstitutter.

Bygningsejer-konklusioner fra analysen
• Vedligeholdelsesefterslæbet er stort. Vi skubber regningen for nedslidt og utidssvarende byggeri som en snebold foran os, og placerer den foran kommende generationers dør.

• Uforløste potentiale for energieffektivisering: Det er nu, at ejerne skal i gang med at fremtidssikre deres bygninger pga. stigende energipriser og stigende komfortkrav, herunder indeklimaforbedringer.

• Manglende totaløkonomisk perspektiv: Der handles primært ud fra anlægsøkonomi. Der er brug for at tænke totaløkonomisk – dvs. at renovering ikke kun igangsættes ud fra kortsigtede investeringsomkostninger, men at den samlede økonomi til fremtidig drift, vedligeholdelse, energi m.v. inddrages i beslutningen.

Branchekonklusioner fra analysen
• Mangel på standardløsninger/koncepter: Renovering er som konsekvens ofte dyrt og processerne tunge, langsomme og besværlige for alle parter. Mange ejere af bygninger og boliger ved ikke, hvor de skal starte og hvad der er den rigtige løsning. Der mangler samarbejder/pakketilbud, som kan tage dem ved hånden, sikre helhedsløsninger og håndtere kompleksitet fx ift. troværdig beregning af energibesparelser

• Markant ”hønen og ægget” problematik: Større satsning på udvikling af standardløsninger, værktøjer, leverancepakker mm. sker ikke, før der findes en større efterspørgsel. Den kommer ikke så længe de økonomiske incitamenter ikke er tilstede –og så længe udbuddet af leverancepakker og billigere og enklere løsninger ikke findes og markedsføres.

• Renovering har et imageproblem: Lavstatus ift. nybyggeri. Gammeldags, besværligt og uspændende. Gælder alle – dvs. den alm. boligejer, arkitekter, uddannelsesinstitutioner, byggebranchen, politikere.

Der er foretaget baggrundsresearch og gennemført kvalitative telefoninterviews med følgende 23 interessenter:

Danske ARK, FRI, Dansk Byggeri, DI Byggematerialer, Håndværksrådet, BAT kartellet, Tekniq, COWI, Boligselskabernes Landsforening, Dansk Bygningsarv, Arkitema, MT Højgaard, Rockwool, Velux Group, Kunstakademiets Arkitektskole, Teknologisk Institut, SBi – Aalborg Universitet, Akademisk Arkitektforening, Konstruktørforeningen, Concito, Landsbyggefonden, Realdania, Erhvervs- og Byggestyrelsen.

Hvad er renoveringspotentialet?
• Der renoveres for samlet omkring 100 mia. kr. årligt i den private og offentlige sektor. Det svarer til det samlede beløb, som regionerne bruger på sygehuse og sundhed eller til omkring tre Storebæltsbroer.

• Vedligeholdelsesefterslæb: Der er et anslået vedligeholdelsesefterslæb på 14 mia. kr. i statslige og kommunale bygninger. Alene i parcelhuse er der et anslået vedligeholdelsesefterslæb på 30 mia. kr.

• Energirenovering: 40 pct. af al energi bruges i bygninger, svarende til et årligt energiforbrug på 50 mia. kr. Alene ved at energioptimere vinduer og efterefterisolere den eksisterende bygningsmasse vurderes det konservativt, at der kan opnås en reduktion i energiforbruget på 32 pct.. Denne besparelse svarer til udgiften til en komplet efterlønsreform til 16 mia. kr. hvert eneste år.

tøtte

Seneste nyt

Mest læste

Brochurer

Ny ellert fra Hyundai skubber til grænserne

Ny ellert fra Hyundai skubber til grænserne

Når Hyundai Staria Cargo melder sin ankomst, vil den med det samme blive førende på det danske marked. Den er teknisk avanceret og har godt med motorkraft, og prisen er lige på trapperne

Konkurser i byggeriet (Uge 43/2026-2)

Konkurser i byggeriet (Uge 43/2026-2)

BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger

Ny multiarena skal danne rammen for bredde- og elitesport i Ølstykke

Ny multiarena skal danne rammen for bredde- og elitesport i Ølstykke

En multiarena med plads til 1700 tilskuere skal stå klar i Ølstykke i 2028. Gråkjær er totalentreprenør på arenaen, der bliver ny hjemmebane for ligahåndboldklubben Høj Elite, og som samtidig skal give lokale foreninger bedre rammer

Skruer gevaldigt op for de grønne ambitioner for varetransporten

Skruer gevaldigt op for de grønne ambitioner for varetransporten

Omkring 30 procent af de leverancer, transport- og logistikvirksomheden Logistik Centralen kører for NorDan, bliver kørt med elektriske lastbiler, og det tal forventes at stige eksplosivt det kommende år